Hukommelses- og koncentrationsbesvær
Op til syv ud af ti kræftpatienter kan opleve kognitive vanskeligheder i forbindelse med deres kræftsygdom og behandlingen af den. Kognition er et overordnet begreb for de processer, hvorigennem hjernen registrerer, bearbejder, lagrer og husker information. Disse processer består af mange forskellige processer, som afhænger af og påvirker hinanden, for eksempel årvågenhed, perception, opmærksomhed, hukommelse, sprog og planlægning. Mens kræftpatienter ofte vil beskrive det som problemer med at huske og koncentrere sig, kan det altså skyldes vanskeligheder med mange forskellige kognitive processer.
Sammenlignet med de vanskeligheder man kan opleve efter en hjerneblødning eller andre hjerneskader, vil de kognitive vanskeligheder, man som kræftpatient oplever, som regel være forholdsvis milde. Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at selv relativt milde kognitive vanskeligheder kan påvirke ens livskvalitet og evne til at klare hverdagens udfordringer og varetage sine sociale og arbejdsmæssige forpligtelser.
Kognitive problemer efter kræft og kræftbehandling omtales ofte som ”kemohjerne”. Mens kemoterapi kan have indflydelse på den kognitive funktion, kan de kognitive vanskeligheder imidlertid også skyldes mange andre forhold. Forskningen tyder eksempelvis på, at den kognitive funktion kan påvirkes af kræftsygdommen og immunsystemets reaktion på kræftsygdommen gennem udskillelse af betændelses-fremmende stoffer, som påvirker hjernen. En anden årsag kan være antihormonel behandling, som hæmmer de kvindelige eller mandlige kønshormoner, som har en betydning for hjernens funktion. Også andre forhold som angst, depression, stress og søvnproblemer kan indvirke på den kognitive funktion. Som det fremgår, er kognitive funktioner yderst komplekse, og det kan være vanskeligt at vurdere omfanget af en funktionsnedsættelse efter kræftbehandling helt præcis.
Hvad kan man gøre?
Til at afhjælpe kognitive vanskeligheder findes der tre overordnede tilgange, som kan supplere hinanden: 1) patientuddannelse, der skal styrke patientens viden om og tiltro til at håndtere sine symptomer, 2) kompensatoriske strategier, der har til hensigt at omgå og kompensere for vanskelighederne, f.eks. gennem huskesedler, detaljeret kalenderføring, opdeling af komplekse opgaver i mindre dele, osv., og 3) kognitiv træning, der søger at genetablere det kognitive funktionsniveau gennem gentagne øvelser, f.eks. af hukommelse. Vores viden om effekten af disse behandlinger er endnu begrænset.
