Organisation

Det Nationale Center for Brystkræftsenfølger, DCCL, forsker i opsporing, forebyggelse og behandling til patienter med senfølger efter brystkræft. DCCL har til hensigt, at udvikle procedurer for tidlig identificering af brystkræftsenfølger samt kliniske retningslinjer for behandling af brystkræftsenfølger.

DCCL’s formål

DCCL har i samspil med Den Danske Brystkræftgruppe (DBCG) til formål, at etablere et nationalt forskningscenter med fokus på:

  1. Tidligt identificere patienter, der er i risiko for at udvikle klinisk betydende senfølger efter brystkræft
  2. Identificere evidensbaserede forebyggende foranstaltninger og behandlingstiltag rettet mod senfølger efter brystkræft
  3. Tilbyde relevante behandlinger til berørte patienter med senfølger efter brystkræft
  4. Løbende registrere omfanget af senfølger efter brystkræft og effekten af de iværksatte interventioner

I 2018 blev der etableret i alt tre nationale forskningscentre for senfølger efter kræft. Centrene skal i fællesskab indhente ny viden om hvordan vi opsporer, forebygger og behandler senfølger efter kræft. Det nationale samarbejde mellem de tre nationale forskningscentre for senfølger er samlet under Bedre Viden om Senfølger.