Skulderfunktion efter operation (med aksilrømning) for tidlig brystkræft

Baggrund

Axillær dissektion i kombination med strålebehandling anses for at være de væsentligste årsager til, at patienter kirurgisk behandlet for brystkræft kan udvikle nedsat skuldermobilitet på den opererede side. Kirurgi udført på brystet vurderes i sig selv ikke at have nogen væsentlig betydning. For at evaluere indflydelsen af ​​den kirurgiske behandling og den adjuverende onkologiske behandling på hæmning af ​​skulderfunktion blev der udført en tværsnitsundersøgelse omfattende en spørgeskemaevaluering og en objektiv vurdering af patienter, der havde gennemgået behandling for brystkræft.

Materialer og metoder

I undersøgelsen indgik 132 brystkræftpatienter med en median opfølgningstid på 3 år efter operation. 89 (67%) havde fået udført modificeret radikal mastektomi og 43 (33%) brystbevarende operation og strålebehandling. Aksillær lymfeknudedissektion af niveau I og II var foretaget hos alle patienter. Skulderfunktionen blev vurderet med Constant Shoulder Score, der inkluderer både subjektive parametre for smerte og evne til at udføre normale daglige opgaver og objektive parametre, der beskriver aktivt bevægelsesmønster (ROM) i skulder og arm og muskelstyrke.

Resultater

Skulder- og armmorbiditet efter operation omfattende aksilrømning viste sig at være en hyppigt forekommende senfølge til behandling af tidlig brystkræft, og hos 35% fandtes nedsat ROM. Nedsat ROM var i særlig grad et problem hos patienter, der havde gennemgået behandling med mastektomi og strålebehandling. I forhold til patienter i gruppen, der havde fået udført BCS var OR=8,5 (95%CI 2,2-33,2).

Konklusion

Nedsat skuldermobilitet er en hyppig komplikation til behandling af tidlig brystkræft. Når der justeres for anvendelsen af strålebehandling, forekommer ​​senfølger med skuldergener mest udtalt hos patienter, der har gennemgået mastektomi sammenlignet med patienter, der har fået brystbevarende behandling.