Kræftrelateret træthed

Kræftrelateret træthed

Kræftrelateret træthed (også kaldet fatigue) defineres som en vedvarende, belastende fysisk, følelsesmæssig og/eller kognitiv træthed eller udmattelse, som opstår i forbindelse med en kræftsygdom og dens behandling [1]. Det er desuden afgørende, at trætheden ikke er en akut opstået udmattelse, som følge af, f.eks. øget fysisk aktivitet. I modsætning til almindelig træthed, hænger patientens energiniveau og træthed ikke sammen med personens energiforbrug og patienter med kræftrelateret træthed vil kunne føle sig trætte og udmattede på trods af en hel nats søvn.  Kræftrelateret træthed er flerdimensionel og kan komme til udtryk hos den enkelte patient på mange forskellige måder, herunder såvel med fysiske, kognitive, affektive og adfærdsmæssige symptomer.

Prævalens

Under kemoterapi og strålebehandling vil mellem 70% og 90% af patienterne opleve kræftrelateret træthed. Selvom de fleste vil opleve, at træthedssymptomerne fortager sig efter behandlingen, vil mellem hver femte og hver tredje tidligere kræftpatient fortsat opleve en høj grad af træthed, selv adskillige år efter afsluttet behandling [2].

Konsekvenser

Kræftrelateret træthed kan have alvorlige konsekvenser for tidligere kræftpatienters livskvalitet og evne til at fungere i hverdagen. Mens det er en mindre bivirkning eller senfølge for nogle patienter, vil andre beskrive kræftrelateret træthed som den mest belastende enkeltstående senfølge efter deres kræftsygdom og behandling. Kræftrelateret træthed kan have en særdeles negativ indvirkning på humøret, påvirker personens evne til at indgå i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge og har en negativ indvirkning på helbredsrelateret adfærd, herunder ikke mindst den fysiske aktivitet. 

Risikofaktorer og mekanismer

Forskningen er endnu begrænset, men risikofaktorerne for at udvikle vedvarende kræftrelateret træthed omfatter bl.a. høj grad af kræftrelateret træthed allerede inden påbegyndt kræftbehandling, depression, søvnforstyrrelser, lav grad af fysisk aktivitet og højt BMI [3]. Dertil kommer undersøgelser, der viser, at patienter med bestemte genvarianter af særlig relevans for inflammatoriske processer og HPA-akse funktion i højere grad oplever træthed i forbindelse med deres kræftbehandling [4]. En central mekanisme synes således at være inflammation. Såvel kræftsygdommen i sig selv og kræftbehandlingen kan være forbundet med øget udskillelse af proinflammatoriske cytokiner, og det er veldokumenteret, at øget udskillelse af proinflammatoriske cytokiner, f.eks. interleukin-1 (IL-1), IL-6 og tumornekrosefaktor alfa (TNF-α), som det ses i forbindelse med infektioner, er forbundet med træthed, muskelsmerter, nedtrykt stemningsleje og passivitet [5]. Disse symptomer minder i høj grad om de symptomer og senfølger, som patienter kan opleve i forbindelse med og efter kræftbehandling.  Andre årsager kan være anæmi og dysreguleret HPA-akse med deraf følgende ændringer i udskillelsen i kortisol [6]. Endelig tyder nyere forskning på, at kræft og kræftbehandling kan forstyrre døgnrytmen, og at forstyrret døgnrytme kan bidrage til de inflammatoriske og endokrine processer, som fremmer og vedligeholder kræftrelateret træthed [7].

Udredning og behandling

Kræftrelateret træthed er både underdiagnosticeret og underbehandlet og der findes endnu ikke en effektiv standardbehandling. I første omgang er det vigtigt at udelukke, at trætheden ikke skyldes andre årsager, f.eks. bivirkninger af medicin, anæmi, søvnforstyrrelser, komorbide lidelser eller tilbagefald af kræftsygdommen. Den farmakologiske behandling har fortrinsvis fokuseret på psykostimulanser som methylphenidat (også kendt som Ritalin), som dog indtil videre kun anbefales til behandling af kræftrelateret træthed blandt palliative patienter. Blandt de non-farmakologiske behandlinger er fysisk træning den mest velundersøgte. I en metaanalyse af 113 studier af forskellige typer af behandling fandt man den bedste dokumentation for fysisk træning [8]. Det er dog endnu uklart, hvilken form (konditions- eller styrketræning), der er mest effektiv. Der foreligger også dokumentation for effekter af psykologisk behandling, der sigter mod at bryde uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre, som bidrager til at vedligeholde træthed. Endelig er der et endnu begrænset antal undersøgelser, som har fundet effekter af lysbehandling mhp. at genoprette døgnrytmen [9].